Folkene på gården måtte altid i julen forlade huset, for der kom så utrolig mange Underjordsfolk, som ville fejre julen netop der, og så gik det ikke, hvis der også var mennesker.
En juleaften kommer der en mand med en stor bjørn og beder om at få lov til at overnatte på gården. Bonden siger til ham, at det må han da gerne, men der kan ikke være nogen på gården i julen på grund af alle Underjordsfolkene. Manden siger, at det går nok endda, og så får han lov til at blive der, mens alle de andre pakker sammen for at tage over på nabogården og fejre julen der.
Når manden bliver alene, binder han bjørnen til kakkelovnen og sætter sig på en stol i krogen ved varmen og hviler sig. Så snart det bliver mørkt dukker de Underjordiske op og dækker op til den helt store julefest. De sætter sølvtallerkner på bordet, og skeer og gafler er af det pureste guld, og snart kommer også al maden på bordet.
Når de begynder at spise, slipper manden bjørnen løs, og de små Underjordsfolk flyver forskrækkede ud af døren og lader alting stå på bordet. Efter julen kommer bonden og hans familie tilbage til gården, og alt søv- og guldtøjet gør dem både glade og meget rige.
Næste sommer kommer der en lille kone og banker på døren til gården. Tjenestepigen, der lukker op, er helt ny, så hun kender ikke noget til historien med bjørnen, og når den lille Underjordskone spørger hende, om de stadig har den arrige ”kjættan” på gården, tænker pigen på katten og svarer: ”Ja, og nu har hun også fået killinger”.
Siden den dag har der ikke været Underjordsfolk til Bjørnegården, men gården fik sit navn efter historien, for før den tid hed den noget helt andet.