På Bakkegården var man meget fattige, og uanset hvor hårdt alle arbejdede, blev de fattigere og fattigere. Nu nærmede julen sig, og bonden og hans kone, samt alle karle og piger sad sammen i køkkenet og talte om, at de nok var nødt til at sælge Bakkegården.
Pludselig kommer der en lille Underjordsmand gående lige ind i køkkenet og siger: ”Kan vi godt få lov til at låne Bakkegården til vores julefest, for der er ikke plads ude i højen, hvor vi bor. I skal nok få det godt betalt, men der må ikke være nogen mennesker på gården, når vi kommer, så går det dem ilde.” Ingen når at svare ham, før han igen forsvinder ligeså pludseligt, som han kom.
Juleaften tager alle over til nabogården for at fejre jul, for på Bakkegården tør de ikke blive. Det vil sige, Sidsel, som er ung pige på gården, hun vil ikke med. Hun har aldrig før oplevet et stort julegilde, og hvor meget de andre end plager og truer hende, så nægter hun at gå med, men bliver tilbage på gården.
Så snart solen er gået ned, kommer Underjordsfolkene i deres kaner med små heste foran. Hestenes seletøj skinner af guld, de har dækkener på af det smukkeste røde fløjl, og guldbjælderne klinger så smukt derude i sneen. Lækre skindtæpper ligger over Underjordsfolkene, og de små fruer har guldsko på, så herrerne må bære dem ind, for at de ikke skal få sne på skoene.
Det er et prægtigt skue, og Sidsel står med åben mund og næsen klemt mod ruden og ser det hele. Så kommer hun i tanke om, at hun jo skal huske at gemme sig og styrter ud i køkkenet, hvor der står en stor trækasse til mel midt på gulvet. Sidsel hopper ned i kassen, trækker låget ned over hovedet og sætter en lille pind under låget, så hun kan kigge ud.
Et øjeblik efter kommer Underjordskvinderne gående i en lang række med fade, gryder, potter og pander, der bugner af den lækreste julemad, som de straks begynder at tilberede. Imellem alle kvinderne er der en gammel kone, som går og snuser hele tiden. ”Jeg kan lugte mennesker”, siger hun pludselig, og alle bliver forskrækkede. ”Bare rolig”, siger den gamle, ”det her skal jeg nok tage mig af.” Den gamle går hen til melkassen, åbner låget og haler Sidsel op ved håret. Sidsel er hvid i ansigtet, ikke kun af mel, men også af skræk. ”Ved du ikke, at her ikke må være mennesker på gården, når vi er her?” spørger den gamle Sidsel, og Sidsel nikker. ”Så er du også selv ude om det,” siger den gamle og smører noget salve på Sidsels øjne. ”Nu kan du se det samme som os, men du må ikke sige en lyd!” siger hun til Sidsel, som alligevel ikke kan sige noget af bare skræk.
Snart efter begynder julefesten. Inde i spisestuen er der et meget langt bord, og i den ene ende sidder Underjordskongen Ellestingeren, som har krone på hovedet i anledning af julen. I den anden ende af bordet sidder alle børnene, og midt imellem dem, bliver Sidsel sat. Børnene synes, at Sidsel ser så sjov ud, hun har mel i håret og i tøjet, og hun er hvid i ansigtet af skræk, så de begynder at drille hende og knibe hende i armen. De små Underjordsbørn morer sig herligt, men Ellestingeren synes, de larmer for meget, og tager et gåselår, som han dypper i den brune sovs og kyler ned i den anden ende af bordet, mens han råber: ”Ka’ vi så få ro!” Gåselåret rammer Sidsel lige i hovedet, så sovsen løber ned af kinderne på hende, og hun kommer til at se endnu sjovere ud.
Snart fortryder Sidsel bitterligt, at hun er blevet på Bakkegården, men når der efter maden skal danses, håber Sidsel, at hun kan gemme sig, ingen vil vel danse med hende. Der tager hun dog fejl, for ude i salen kommer alle Underjordsmændene og vil danse med netop hende, og hun danser og danser til hun ikke kan mere. Den gamle kone kommer hen til hende, da hun helt forpustet har sat sig ned, og hælder et bæger væske ned i halsen på hende. ”Så, nu kan du danse, så meget du vil,” siger hun og går igen. Og Sidsel danser hele natten, indtil de Underjordiske igen forlader Bakkegården i deres fine køretøjer, lige inden solen står op.
Næste dag bliver det middag, før folkene på Bakkegården tør vende tilbage fra nabogården. Allerførst går de ud i køkkenet for at se, om deres mad er der endnu, for ellers har de ikke noget at leve af i resten af julen. I køkkenet er alting, som da de forlod det, men når de kommer ind i stuen, står der et bæger fyldt med sølvpenge på bordet. Konen på gården slår hænderne sammen og udbryder: ”Hvis dette er rigtige penge, så er vi rige, og så behøver vi ikke længere tænke på at sælge gården”.
Pludselig er der en af karlene, der siger: ”Hvor er Sidsel?” Ja, hvor er Sidsel! De leder efter hende i melkassen i køkkenet og på hendes værelse, men hun er der ikke. Så hører de en lyd ude fra salen, det lyder som om, der er nogen, der danser. Er de Underjordiske stadig på gården? Karlen, som nok er lidt forelsket i Sidsel, siger: ”Nu skal jeg gå ud og se efter.”
Ude i salen finder han Sidsel vildt dansende omkring, som om hun er en høne, der leder efter korn. Han må tage hårdt fat i hende, og hun fortæller så alt, hvad der er sket, men når han slipper hende, danser hun videre. Sidsel bliver puttet i seng, og der ligger hun hele julen, og når det bliver sommer, så ligger hun der såmænd endnu, men hver gang, hun hører musik, står hun op af sengen og begynder at danse.