Engang gik to mænd ud til Makkehøj for at få fingre i de underjordiskes skat. Det var Fruenat –natten mellem den 24. og 25. marts, og netop denne nat er der gode chancer for at kunne få skatten med sig hjem.
Begge ved godt, at de ikke må sige et eneste ord, men de skal nok være helt tavse, lover de hinanden, inden de begiver sig af sted, efter at solen var gået ned.
Når de har gået et stykke vej, møder de et ligtog. De kender godt alle de mennesker, der går efter vognen, men den døde kender de ikke. Hvem er han mon? De har lyst til at spørge, men de siger ikke et ord.
De går videre, og pludselig møder de en gås med en pommersk bjælke om foden. Gåsen siger hele tiden: ”Jeg skal til England i aften. Jeg skal til England i aften!” De vil bestemt gerne vide, hvad gåsen skal i England, og hvorfor den har den store bjælke om foden, men de siger ingenting.
Ude ved Makkehøj begynder de at drømme om skatten, hvad skal de dog bruge alle de dejlige penge til? De begynder at grave, og da de har fået lavet et stort hul, kommer der en krage flyvende. Kragen har et stort læs tjørn med, som den tipper af lige oven i hullet, hvor mændene står og graver midt på Makkehøj. Det gør smadderondt med al den stikkende tjørn, der vælter ned over dem, men de siger ingenting, ikke engang ”Av”.
De får fjernet al tjørnen og graver videre. De mærker pludselig, at der er noget nede i hullet, en stor krukke med guld begynder at dukke op. Så kommer der pludselig to kvier og de giver sig til at tisse på dem, og nu kan den ene ikke tie stille længere, det her er for ulækkert, og han råber: ”Fy for pokker”, og lige i det samme ser de, at krukken forsvinder og hullet er tomt.
De må gå hjem fra Makkehøj igennem natten, uden at have fået fat i nogen skat.