18 km nordøst for Bornholm, ligger det lille øsamfund, som ofte bare kaldes Christiansø, men hele øgruppen hedder i virkeligheden Ertholmene, og er et af Danmarks mest særprægede steder med et helt specielt miljø og en fantastisk natur.

Ertholmenes særpræg
Udover Christiansø findes Frederiksø og flere små skær, bl.a. Græsholmen og Østerskær, som er Danmarks østligste punkt. Græsholmen er et videnskabeligt reservat, og der er kun adgang med speciel tilladelse. Her yngler blandt andet alk og lomvie. Både med og uden kikkert kan man godt fra ”Øen” få en god fornemmelse af fuglelivet på Græsholmen, selvom man ikke kan komme helt tæt på.
På Christiansø og Frederiksø yngler edderfugle overalt, og øboerne passer godt på dem, det er nemlig forbudt at have hund og kat på øerne, og der er helt specielle færdselsregler for området, selvom biler ikke findes. Også plantelivet er meget specielt, her er mange tørketålende arter, bl.a. fem forskellige slags stenurt.
De menneskeskabte spor
Christiansø og Frederiksø er forbundet af en 30 meter lang svingbro, her kan man på midten se kong Christian den 10. og dronning Alexandrines monogram i guld. De mange granithuse, der af og til skjuler sig i klippelandskabet kaldes Soldaterhusene. Mange af disse bruges i dag som sommerhuse, hvor beboerne vægter naturens glæder frem for mere luksuriøse faciliteter.
Skovområder
På Christiansø, der er 710 meter lang og 430 meter bred findes et par mindre områder med træer, men træer i denne begrænsede mængde kan vel næppe kaldes en skov. Man har da også valgt at kalde ”skoven” midt på øen for Kongens have. Her er træer nok til at man kan hvile sig en stund i skygge, hvis solens opvarmning af klipperne bliver for megen varme på én gang.
Kulturminder
Øerne er udover den spændende natur også ét stort kulturminde. Da Danmark i 1658 mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den gamle fæstning Hammershus var håbløst umoderne og ganske faldefærdig, blev det besluttet, at der i stedet skulle bygges en flådebase i Østersøen. Christiansø fæstning blev planlagt i 1684, og rundt om på øerne findes overalt spor efter dette forsvarsværk. Foruden bastioner og tykke murværk, findes Storetårn og Lilletårn, der i dag rummer øens museum, som er et besøg værd.
Byer
Der bor omkring 100 mennesker på Christiansø og Frederiksø, som er de eneste af øerne, der er beboede. Den mest sammenhængende bebyggelse er Gaden, som er to gulkalkede husrækker fra 1791. Husene består af lejligheder, for her bor alle til leje, da øerne stadig ejes af Forsvarsministeriet.