1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til brødkrummen
  4. Gå til indhold
  5. Gå til moduler
  6. Gå til værktøjer
  7. Gå til adresseinformation

Østbornholm

Østtlandet byder på både strandenge og dramatiske klippekyster, og nogle af øens mest idylliske byer ligger her med den smukke solopgang som vartegn. I Østerlars knejser øens største rundkirke højt op over et landskab med bølgende kornmarker i det bakkede land.

Bølshavn-strandengen - Foto: Finn Hansen

Østbornholms særpræg
Her er klimaet så mildt, at der vokser både figentræer og morbærtræer i folks haver i de smukke og velbevarede byer langs med havet. Klippekysten kan her af og til opleves mild og venlig og invitere på ture, der er mindre strabadserende. Ved den imponerende klippeformation Randkløve skår skal man dog ikke forvente, at komme helt ubesværet frem, men her er man alligevel nødt til at stå stille en stund og bare nyde synet.

Menneskeskabte spor
Østerlars rundkirke er øens største rundkirke, og ifølge filmen ”Tempelriddernes skat” er det her Pagtens ark findes. Kirken med dens kalkmalerier er meget imponerende, men lad være med at lede efter skatten, du finder den næppe.
Tæt ved Gyldensåens udløb findes en røse og en samling bautasten, som kaldes Hellig Kvinde. Det siges, at en kvinde engang forvandlede sig selv og sine børn til disse sten, fordi de var i overhængende fare. Husk endelig at stoppe op her og hils på Hellig kvinde, ifølge pålidelig kilde betyder det ulykke ikke at hilse på hende og hendes børn.

Skovområder
Gudhjem plantage findes lige ovenfor byen og her findes også den meget idylliske skovsø Gråmyr, hvor nøkkeroserne vokser tæt. Selvom skoven er plantet, er den lidt urskovsagtig, og stedet er et lille roligt paradis.
Ved Kobbeåen kan opleves næsten ren naturskov, her findes en hulhed i en klippe, som kaldes Heksens port. Det siges, at hvis man larmer, går porten op og hun kommer ud og tager én!

Kulturminder
Under Syv-årskrigen fra 1563-70 lykkedes det ikke svenskerne at komme i land på Bornholm en eneste gang. På kyststrækningen fra Gudhjem til Svaneke findes mange af de gamle skanser, som var en vigtig del af Bornholms forsvar i flere hundrede år, fordi det bedste forsvar var at forhindre landgang. Ikke alle er lige velbevarede eller lette at finde, men er man opmærksom på sin tur, så dukker de op ind imellem og fortæller deres dramatiske historie.

Byer
Gudhjem, med sin hollandske mølle som et vartegn ovenfor byen, ligger som en lille skærgårdsby helt nede ved havet. Det er en god ide at parkere ovenfor byen og starte turen på Holkabroen, hvor de røde tegltage skaber et fantastisk smukt maleri, som man så kan bevæge sig ned i.
Svaneke er Danmarks mindste købstad med bare 1200 indbyggere, og her passer folk så godt på deres boliger, at de har fået en europæisk guldmedalje for bybevaring. Også i Svaneke er naturen tæt på byen, og tiden står stille – en oplevelse i sig selv.